Afghanske rivaler underskriver aftale om at dele magten

Efter flere måneders rivalisering har de to afghanske præsidentkandidater Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah søndag ved en ceremoni i præsidentpaladset Kabul underskrevet en aftale om at danne en samlingsregering i det krigshærgede land.

Ghani omfavnede Abdullah, efter at de begge havde sat deres underskrift på aftalen ved ceremonien, som blev transmitteret direkte på afghansk tv.

Nu da aftalen er i hus, ventes valgresultatet fra anden runde af præsidentvalget 14. juni offentliggjort senere søndag.

Den tidligere finansminister og verdensbankøkonom Ashraf Ghani har ifølge de foreløbige resultater vundet valget. Abdullah Abdullah er i aftalen gået med til, at Ghani sætter sig på præsidentposten efter Hamid Karzai, som egentlig skulle have rømmet præsidentpaladset i august.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip