Afghanske styrker får Nato-løfte om milliarder til 2020

Skrevet af admin

09/07/2016

Mest læste i dag

Afghanistan er fortsat plaget af vold og uro, og Nato har på et topmøde lørdag besluttet at forlænge støtten til landet.

Det sker blandt andet med et løfte om at fastholde bidrag til landets militære styrker.

- Vi har besluttet at fastholde finansieringen frem til 2020, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde efter et møde om Afghanistan.

Natos kampmission i Afghanistan sluttede officielt med udgangen af 2014. Siden har Nato-landene opretholdt en støtte til træning og rådgivning af landets hær.

Missionen er den længste i Natos historie.

USA har stadig en kampmission i landet. Amerikanerne støtter afghanerne i direkte kamp mod Taliban.

Aktuelt koster Nato-missionen i Afghanistan fem milliarder dollar om året. Heraf leverer USA 3,5 milliarder dollar.

- Vi har nu løfter på en milliard dollar årligt, af midler der ikke er amerikanske, siger Stoltenberg.

Generalsekretæren slår fast, at situationen i Afghanistan fortsat er yderst vanskelig.

- Vi ser vold, terrorangreb og uro. Vi forventer, at det vil forblive uændret i den nære fremtid. Det er derfor, vi har besluttet fortsat at støtte afghanerne. Vi mener, at de har brug for vores hjælp, siger Stoltenberg.

Danmark bidrager til missionen i Afghanistan med 100 soldater og cirka 100 millioner kroner frem til 2020, konstaterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et Nato-møde med den afghanske præsident, Ashraf Ghani, lørdag.

Den finansielle støtte til det krigshærgede land er i betydeligt omfang havnet i forkerte hænder.

Det blev specifikt indskærpet på mødet med Afghanistan, at indsatsen mod korruption skal styrkes, fortæller udenrigsminister Kristian Jensen.

- Vi har det, der på diplomatsprog kaldes en robust samtale. Det er en samtale, som vi forsætter løbende med Afghanistan, siger ministeren.

/ritzau/