Afgift på biomasse koster hesteejere op mod 5.000 kroner

Hesteejere på Bornholm må punge op med i nærheden af 5.000 kroner om året, hvis de bruger halm eller træpiller som strøelse, skriver bornholm.nu.

Halm og træpiller er nemlig omfattet af en ny afgift på biomasse. Videncentret for Landbrug mener, at afgiften bliver til en skat.

- Det er meget svært at se, hvorfor brug af biomasse til strøelse skal føre til, at man som hesteejer bliver omfattet af en afgift, der er tænkt som et rent energipolitisk tiltag. I praksis kommer afgiften til at fungere som skat på hobby, siger Jørgen Kold, chef for Videncentret for Landbrug, til bornholm.nu.

Regeringen har indført afgifter på biomasser til energiformål. Men selv om hobby hesteejere ikke bruger halm og træpiller til energiformål, rammes de alligevel af afgiften.

Regeringen lægger dog op til, at man kan få afgiften retur. Men så skal man dokumentere, at træpiller ikke bruges til energiformål - og kun, hvis beløbet overstiger 5.000 kroner.

Jørgen Kold fra Videncentret for Landbrug mener dog, at selv om man bruger for mere end 5.000 kroner og muligheden er der, for at få afgiften retur, så medfører kravet om dokumentation ekstra udgifter og besvær.

- Der bliver givetvis en større byrde for den enkelte hesteejer, der typisk ikke har et professionelt setup for administrationen. Og rent praktisk er det i sig selv vanskeligt at løfte opgaven med at dokumentere, at man udelukkende bruger biomassen til strøelse og ikke som brændsel, slutter Jørgen Kold.

Dagens Gossip