Afgiftslettelser vil booste kulsyresalg

I dag fik øl og sodavand i de danske butikker et længe ventet løft. Første del af afgiftslettelserne trådte i kraft, og danskerne skal derfor betale lidt mindre for at køle sig med kolde, kulsyreholdige drikke denne sommer. Og det er noget, der får danskerne til at finde oplukkeren frem.

I Coop forventer kategorichef Kenn Thomsen en fremgang i salget på mellem 20 og 25 procent. Alle priser er blevet skiftet ud, så de fra i dag matcher afgiftslettelserne. Men allerede for tre uger siden, satte Coop priserne ned på billig sodavand, da Aldi var på forkant med lettelserne.

»Der fulgte vi efter. Og vi kan se, der har været et løft i salget. Ikke noget der vælter det hele, men et løft på omkring 20 procent,« siger Kenn Thomsen.

Også Dansk Supermarked tog forskud på glæderne og satte Harboe-sodavand ned i Bilka, Netto og Føtex i starten af juni. Nu følger resten af sortimentet efter, og pressechef Mads Hvidtved Grand forventer også en stigning i salget.

»Jeg tror det vil rykke, men det bliver nok ikke så voldsomt, som den der chokeffekt, der blev efterlyst. Det ville have krævet, at man fjernede afgifterne i én omgang eller tog hårdere fat på ølafgiften,« siger han.

Og salget af øl er heller ikke noget, der vil kunne ses en mærkbar fremgang i efter 1. juli, mener Kenn Thomsen. For hvor sodavandsafgiften pr. 1 juli halveres, så falder den for øl kun 15 procent.

»Vi forventer ikke det helt store på øl. Det er et skridt i den rigtige retning, men 15 procent flytter ikke rigtig noget. Det svarer til 15 øre pr. flaske. Men på sodavand kommer vi helt klart til at se et løft, især fra januar når afgiften helt bortfalder,« siger Kenn Thomsen.

Det er især de store kæder, der vil få glæde af afgiftslettelserne. Her har kunderne tendens til at tilbudsjage og købe store mængder varer på en gang.

»De butikker, som har en tendens til at sælge større volumener og køre med tilbud, vil helt klart kunne se et løft. Hvorimod jeg ikke tror, at butikker hvor der er et stort impulssalg - tankstationer og mindre supermarkeder - vil få samme løft,« siger kategorichef i Coop, Kenn Thomsen.

 

Dagens Gossip