Afgiftslettelserne letter, men truer ikke grænsehandelen

Nogle gange går et ønske i opfyldelse, og den danske detailhandel fik det næsten, som ønsket, da første del af vækstpakken blev offentliggjort. Ingen afgifter på sodavand og en reducering af afgifterne på øl. Men lettelsen skulle have været en smule større, for virkelig at batte - især på jobområdet.

»Jeg tror, det vil betyde, at grænsehandelen ikke vil vokse så kraftigt som hidtil, så jeg håber, den kan stabiliseres på det niveau, den er på nu - at den ikke stiger så drastisk,« siger administrerende direktør i Frøs Herred Sparekasse Kurt Jensen og tilføjer:

»Men det er umuligt at sige, hvor mange job det vil skabe. Der er dog ingen tvivl om, at det vil skabe nogle arbejdspladser.«

I marts var Kurt Jensen vært for en konference om grænsehandel. Som stærk modstander af det danske afgiftssystem, glæder han sig over, at der nu bliver gjort noget ved den udvikling, som han frygtede ville tage livet af Sønderjyllands forretningsliv.

»Det er virkelig godt, at man har taget afgifterne væk på sodavand, det glæder mig i allerhøjeste grad. Men jeg er ked af, at ølafgiften kun blev nedsat med 15 procent. Jeg havde håbet på, den blev halveret.«

Et svært regnestykke

Dansk erhvervsliv havde regnet ud, at en afgiftslettelse kunne skabe mellem 1.400 og 1.500 danske job, hvis altså afgifterne på øl blev reduceret 50 procent.

Men regnestykket om arbejdspladser og grænseøl er mere kompliceret end som så. Butikkerne lukker af mange årsager, og grænsehandlen er bare en af dem, siger Lektor på Institut for Grænseregionsforskning, Susanne Bygvrå.

»For at kunne sige noget om, hvor mange job det vil skabe, skulle vi kende de endelige priser i butikkerne, hvilket vi ikke gør. Desuden er folks indkøbsvaner meget svære at forudsige, og det er meget komplekse indkøbskurve folk typisk kører til Tyskland efter,« siger hun og fortsætter:

»Og så er der det med, at det er meget usikkert at omregne omsætningen til arbejdspladser. Man kan gøre det generelt, set over detailhandelen, men tager man en enkelt varegruppe ud, bliver det meget usikker.«

De Samvirkende Købmænd lægger dog ikke skjul på deres glæde over regeringens tiltag og kalder beslutningen historisk i en pressemeddelelse.

»Afgiftslettelser på grænsehandelsvarer er en historisk beslutning. I mange år er afgifterne kun gået op, men nu er et bredt flertal blevet overbevist om, at højere afgifter koster arbejdspladser i Danmark,« siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.

Han forventer, at priserne vil falde i de danske butikker, når lettelserne til juli i år træder i kraft, og at de lavere afgifter vil give en øget omsætning i de danske butikker og dermed mindre grænsehandel.

»Forbrugerne får adgang til billigere varer. Butikkerne kan undgå afskedigelser og – afhængig af beliggenhed - skabe nye job,« siger Claus Bøgelund Nielsen.

Grænsen frygter ikke lettelserne

På den anden side af grænsen er Mike Simonsen, administrerende direktør i Fleggaard ikke bekymret for, at danskerne ikke længere vil søge mod syd for at handle stort ind af kulsyreholdige drikkevarer.

»Ændringen får ingen nævneværdig betydning for os. Hverken færre kunder eller tabt omsætning. Vores priser vil stadig ligge under de danske priser, og vores kunder vil stadig opleve grænsehandelen som stedet med oplevelser og kultur, « siger han og tilføjer:

»Husk på, at grænsehandel er et af verdens ældste erhverv. Det startede vel helt tilbage i Vikingetiden. Det kan hverken Lars eller Bjarne ændre på.«

At den danske detailhandel jubler kommer ikke bag på ham, og han synes et aspekt mangler i debatten om grænsehandel.

»Jeg synes, danskerne skal glæde sig over, at Danmark tjener på grænsehandel netto, og jeg glædes dagligt over at vide, at alle mine drikkevarer bestilles, købes og betales hos danske producenter. At begrænse min omsætning betyder med andre ord fald i arbejdspladser i Danmark,« siger han.

Han mener heller ikke, jobskabelsen vil være nævneværdig.

Vil lettelserne få en betydning for grænsehandlen, så kan man ikke sige noget om størrelsen af effekten, hverken positiv eller negativ, siger Susanne Bygvrå.

»Prisforskelle vil altid påvirke handlen. Men dem, som bor tæt ved grænsen, vil nok stadig tage af sted i stor udstrækning. De køber jo alle mulige varer. Det er folk som bor længere væk, som typisk er mere fokuserede på de afgiftsbegrænsede varer og er mere sårbare over for om turen kan betale sig,« siger Susanne Bygvrå.

Dagens Gossip