Afgørelse betyder lavere gebyrer på dankort

Gebyrer for køb med dankort over internettet må ikke overstige en krone og 20 øre i gennemsnit per transaktion. Sådan lyder en ny afgørelse fra Konkurrenceankenævnet.

Den falder efter, at Nets valgte at anke en afgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der i juni afgjorde, at Nets har taget for høje gebyrer fra netbutikker, når forbrugerne betaler med dankort.

»Afgørelsen i ankenævnet betyder, at Nets er forpligtet til at sætte sine gebyrer ned. Det skal de gøre allerede natten mellem mandag og tirsdag i næste uge,« siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Martin Nyvang.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lavet en stikprøve, der viser, at hver fjerde internetbutik lader forbrugeren betale for de høje gebyrer.

»Vi ved, at det her vil komme forbrugerne til gode. I alle de butikker, der tidligere har ladet forbrugerne betale for gebyrerne, der bliver det billigere at handle,« siger Martin Nyvang.

Flere netbutikker har ytret ønske om at lægge sag an mod Nets med henblik på at få erstatning for de høje gebyrer. Men om Nets efterfølgende også bliver forpligtet til at betale erstatningen, kan man ikke sige noget om i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Afgørelsen her tager ikke stilling til erstatning. Vi er bekendt med, at visse internetbutikker vil anlægge erstatningssager, men det er ikke noget vi kan sige noget om nu,« siger Martin Nyvang.

Dagens Gossip