Afgørende godbidder i blandet Vestas-regnskab

Hvordan kan det hænge sammen? Svaret er, at Vestas har leveret varen på de i markedet to vigtigste parametre, nemlig pengestrømmene og handlekraft hos bestyrelsen.

Lige siden svenske Bert Nordberg overtog formandsstolen i Vestas i marts 2012, har der været spekuleret i, hvornår Ditlev Engel ville ryge som topchef. Og onsdag kom meldingen så, at svenske Anders Runevad overtog posten som topchef for Vestas 1. september. Det har der, hvor kynisk det end er, været ventet på i markedet.

Den anden rigtig gode nyhed er, at Vestas leverer en markant forbedring af de afgørende pengestrømme. I andet kvartal var de positive med næsten to milliarder kroner - mens de var negative med et lignende beløb i samme kvartal sidste år.

Dermed kan Vestas løfte prognosen for pengestrømmene i år, og det er det vigtigste parameter for selskabets evne til at kunne servicere sin gæld og stå på egne ben. Pengestrømmene ventes nu at være positive med mindst 1,5 milliarder kroner for hele året mod tidligere blot »positive«.

Denne cocktail sender fra morgenstunden Vestas-aktien op med 9,4 procent til kurs 113. Dermed er aktien steget 254 procent i år.

Selve resultatopgørelsen lader til gengæld fortsat meget tilbage at ønske. Omsætningen faldt i andet kvartal med 26 procent til 1.185 millioner euro mod en forventning i markedet om 1.369 millioner eur, ifølge estimater indsamlet af SME Direkt.

Bundlinjen blinker rødt med 62 millioner euro - et underskud på 460 millioner omregnet til kroner. Der var »kun« ventet et underskud på 19 millioner euro - svarende til ca. 140 millioner kroner - i markedet.

Dagens Gossip