Afhopper har angiveligt beviser for kemisk angreb i marts

Abdeltawwab Shahrour vil snarest muligt offentliggøre sine beviser for angrebet i distriktet Khan al-Assal i Aleppo 19. marts, oplyser en talskvinde for oppositionskoalitionen, Sarah Karkour, der har base i Istanbul.

En anden talsmand for oppositionen siger, at Abdeltawwab Shahrour har beviser for, at Assad brugte kemiske våben, heriblandt øjenvidneberetninger fra politimyndigheder, der strider mod regeringens version af begivenhederne.

Angrebet i Khan al-Assal i det nordlige Aleppo dræbte mindst 24 mennesker, og regeringen og oprørerne har gentagne gange beskyldt hinanden for at stå bag, ligesom begge parter påstår, at angrebet blev udført med kemiske våben. Begge sider nægter.

Rusland, der sammen med Iran er det syriske styres nærmeste allierede og våbenleverandør, sagde i juli, at en russisk, videnskabelig analyse indikerede, at nervegassen sarin havde været brugt under angrebet, og at det sandsynligvis var blevet udført af oprørerne.

FNs våbeneksperter, der for nylig besøgte Syrien for at undersøge påstande om brug af kemiske våben, skulle oprindeligt have besøgt Khan al-Assal, men endte med at fokusere på et tilsyneladende meget større giftgasangreb, der angiveligt dræbte hundredvis af civile i en række forstæder til hovedstaden, Damaskus, 21. juli.

BNB/Reuters

Dagens Gossip