Aflytningssag får ikke Thorning til at kontakte amerikanerne

Den danske statsminister mener, det er tilstrækkeligt, at EUs udenrigschef, Catherine Ashton, har bedt amerikanerne om en redegørelse.

»Vi har tillid til, at EUs egen repræsentant ved at spørge amerikanerne kan finde ud af, hvad der er fakta i sagen,« siger Helle Thorning-Schmidt til politiken.dk og uddyber:

»Vi er helt tilfredse med, at det er Ashton, som undersøger sagen. Og jeg vil godt understrege, at hvis det er rigtigt, det vi læser i tyske aviser, så er det selvfølgelig en alvorlig sag og noget, der ikke hører til blandt så nære allierede som Europa og USA. Men jeg synes, vi først og fremmest skal undersøge, hvad der er fakta,« siger hun.

Frankrig og Tyskland har bedt USA om en forklaring.

»Vi kan ikke acceptere denne form for opførsel mellem partnere og allierede. Vi anmoder om, at det stopper øjeblikkeligt,« sagde den franske præsident, Francois Hollande, mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Hvis det bliver bekræftet, at EUs og individuelle europæiske landes diplomatiske repræsentationer har været udsat for spionage, vil vi gøre det klart, at det er uacceptabelt,« sagde en talsmand for den tyske kansler, Angela Merkel, mandag ifølge Reuters.

Dagens Gossip