Afrikansk rytter i gennembrud

Sikkert er det, at Natnael Berhane viste stort potentiale, da han tirsdag vandt kongeetapen i Tyrkiet Rundt og kørte sig i løbets førertrøje, som han med stor sandsynlighed kan holde på de overvejende flade etaper, der resterer.

22-årige Berhane kørte fra væsentligt mere velrenommerede konkurrenter som Team Saxo-Tinkoffs Rory Sutherland, Astanas Kevin Seeldrayers og Greenedge forhåndsfavoritten Cameron Meyer, da han med en rasende effektiv slutspurt på de sidste meter sikrede sig karrierens største triumf.

Helt ud af det blå er Natnael Berhanes sejr dog ikke. Eritreaneren vandt sidste år Algeriet Rundt og det afrikanske mesterskab i landevejscykling, hvilket førte til interesse fra flere etablerede hold på det europæiske kontinent.

Op til sæsonen 2013 skrev Berhane under med franske Europcar, og her har man kunnet konstatere, at de dage hvor ryttere fra den tredje verden måske nok havde fysik, men meget lidt løbsforståelse, er ved at være passé.

Natnael Berhane har da også "skolepapirerne" i orden, idet han har været elev på UCIs World Cycling Centre i Schweiz, hvor man lærer ryttere fra sportens udviklingslande at begå sig, inden de slippes løs overfor langt mere hærdede professionelle med europæiske rødder.

Berhane blev da også kåret som Årets cykelrytter i Afrika i 2012.

Tyrkiet Rundt slutter søndag. Team Saxo-Tinkoffs nye mand, Rory Sutherland, ligger på en samlet femteplads 34 sekunder efter Natnael Berhane.

Dagens Gossip