Afrikansk turnering må flytte kvartfinaler

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

To af kvartfinalerne i kampen om det afrikanske mesterskab i fodbold, Africa Cup of Nations, er blevet flyttet til nye arenaer på grund af slidte baner.

Det oplyser arrangørerne, det afrikanske fodboldforbund, tirsdag.

De fire kvartfinaler skulle spilles i fire forskellige byer, men bliver nu samlet i to hos værtsnationen Ækvatorial-Guinea.

Værternes egen kvartfinale på lørdag mod Tunesien er således blevet flyttet fra Ebebiyin til den større by Bata. På samme måde er søndagens kvartfinale mellem DRCongo og Congo flyttet fra Mongomo til hovedstaden Malabo.

- De to baner er blevet påvirket af slid fra de seks kampe, som er spillet på dem, sammenholdt med den seneste tids ustabile vejr, siger fodboldforbundet.

Bata og Malabo skal nu hver især lægge græs og stadion til to kvartfinaler på samme dag.

Holdene til de to sidste kvartfinaler bliver først fundet tirsdag og onsdag.

/ritzau/