Afrikanske terrorister skal dræbes med droner

USA er tilsyneladende tæt på at åbne en ny front i kampen mod militante islamister.

Ifølge flere medier planlægger den amerikanske regering en ny base for overvågningsdroner i det vestafrikanske land Niger.

Amerikanske styrker bistår allerede den franske offensiv i nabolandet Mali rettet mod at generobre landets nordlige ørkenregion fra islamistiske oprørere.

Mandag underskrev USA en militæraftale med Niger, der baner vejen for, at amerikanske soldater lovligt kan operere i Malis naboland, ifølge The Guardian.

Det har udløst spekulationer om, at Pentagon er opsat på at åbne en base for førerløse fly i landet.

Spekulationerne synes at blive bekræftet af regeringskilder i Niger.

- Niger har givet grønt lys til at acceptere amerikanske overvågningsdroner på sit territorium til forbedring af indsamling af efterretninger om islamistiske gruppers bevægelser, siger en regeringskilde i Niger til nyhedsbureauet Reuters.

I Washington fortæller en diplomatisk kilde til The Guardian, at aftalen er meget bred.

- Aftalen indeholder ingen hindringer for et samarbejde mellem de to landes militær, siger kilden.

Aftalen med Niger er blevet forhandlet gennem længere tid, men det franske militærs intervention i Mali har accelereret processen.

Selv om de fransk-ledede styrker har fejet de militante islamister ud af de vigtigste byer i det nordlige Mali - blandt andet Timbuktu - har konflikten sat fokus på den trussel, som islamistiske grupper udgør i Sahara og det øvrige Nordafrika.

Det menes, at USA indtil videre kun ønsker at indsætte droner udstyret med overvågningsteknolog. Men aftalen giver mulighed for også at lade bevæbnede droner anvende basen i Niger.

Pentagon har ikke svaret på The Guardians anmodning om en afklaring af det spørgsmål.

/ritzau/

 

Dagens Gossip