Afrikas oldgamle problem rammer Nexø

Mikkel Skot Hansen troede, det var en dårlig joke. Det lød jo absurd. Agenten tilbød ham fem talentfulde nigerianske fodboldspillere fra klubben Nembe City FC i alderen 19 til 23 år helt kvit og frit.

»Hvorfor lige os?,« tænkte Mikkel Skot Hansen, sportschef i NB Bornholm, den suveræne bundprop i 2. Division Øst.

Ja, hvorfor lige den lille amatørklub i fiskerbyen Nexø med 3.700 indbyggere på østkysten af Bornholm?

»Agenten vil gerne have dem til Europa, og med det niveau, han siger, de har, vil de kunne få masser af spilletid hos os. Jeg ved ikke, hvordan han lige er landet på Bornholm. Men det lyder spændende, og det vil ikke koste os noget,« siger Mikkel Skot Hansen.

Men NB Bornholm er rendt ind i et af nigeriansk fodbolds årgamle problemer. Den danske ambassade i Nigeria mener nemlig, at én af spillerne ser omtrent 12 år ældre ud end de 23 år, der står i hans pas.

Stjernerne løj sig yngre

I 2008 stoppede den nigerianske stjerne Taribo West karrieren i en alder af 34 år. Officielt, altså.

West spillede igennem sin karriere for blandt andre Inter Milan, AC Milan og Auxerre, men det var en præsident fra Partizan Beograd, hvor han spillede fra 2002 til 2004, der for et par uger siden sagde, at Taribo West havde løjet sig 12 år yngre igennem hele sin karriere. Stemmer det, er West i dag 51 år gammel. Han afviser selv anklagerne.

Nwankwo Kanu påstår, han er 35 år, men er i virkeligheden 44. Jay-Jay Okocha var officielt 25 år, da han tørrede Søren Colding igen og igen under VM i 1998. Han var rent faktisk 35. Det er skiftevist vedholdende tunger i Nigeria og lægelige undersøgelser, der hævder, at nigerianske fodboldspillere systematisk har løjet sig yngre, end de er.

Langt fra Nigeria til Nexø

På Nexø i Bornholm venter de derfor ængsteligt på svar fra Udlændingestyrelsen, mens holdet bliver ved med at tabe. Som formand Per Dybdahl siger med et let suk:

»Der er godt nok langt fra Nigeria til Nexø med sådan nogle ting her.«

Og midt i ventetiden er det relevant at spørge, hvad sådan en fem unge nigerianere skal lave på Bornholm hos en amatørklub med al den fritid, det indebærer.

»De der fem skal da ikke tøffe rundt og lave ingenting. Så vil folk tænke: ’Hvad er nu det for nogle starutter, vi har fået på besøg?’. Det bliver de også selv idioter af. Så vi skal have fundet dem et arbejde, og det kan vores sponsorer formentlig hjælpe med,« forklarer Per Dybdahl om projektet.

»Vi har ret stor erfaring med den slags. Vi har haft en del polakker og endda en spiller fra Malawi. Han arbejdede på et lager. Han var 1,97 meter høj, og han stablede bare kasser som ingen anden 30 timer om ugen,« siger Per Dybdahl.

Den lille klub, der højst sandsynligt rykker tilbage i Danmarksserien til næste sæson, har gjort kuriøse oplevelser til sit stofområde.

»Vi havde en polsk angriber, som var afsindig dygtig. Han havde en kæreste, som var model og blev forholdsvist kendt. Han blev spottet af en tysk klub, som hentede ham, og planen er nok lidt af det samme med de her afrikanere,« fortæller Per Dybdahl.

Sportschef Mikkel Skot Hansen forklarer, at han fortsat er i kontakt med den nigerianske agent, selvom sidste telefonopkald ligger en uge tilbage.

Imens venter Nexø i spænding. Selvom det er til at blive helt gammel af.

Dagens Gossip

Dagens TV