Afsløring: Wilbek ville gå - men Olafur afviste landstrænerjob

Olafur Stefansson som ny dansk landstræner i stedet for Ulrik Wilbek? Det scenarie kunne være blevet virkelighed allerede i efteråret, men den levende islandske håndboldlegende afviste Wilbeks tilnærmelser.

Det afslører Olafur Stefansson over for BT.

- Wilbek ringede til mig engang og spurgte mig, om jeg ville overveje at blive dansk landstræner. Jeg fortalte ham, at jeg var virkelig beæret over tilbuddet, men jeg endte med at afslå, siger 39-årige Stefansson og uddyber, hvorfor det blev ’nej tak til Wilbek.

- For det første kom det for tidligt i en fase, hvor jeg følte, at jeg havde brug for tid til stille og roligt at planlægge min families fremtid. For det andet vil jeg som træner hellere arbejde med et hold, hvor jeg kan udvikle tingene på daglig basis igennem en hel sæson i stedet for de korte perioder, hvor et landshold er samlet, siger Stefansson, der i stedet skal træne sin gamle klub Valur på Island i næste sæson.

Ulrik Wilbek har været meget sparsom med oplysninger omkring jagten på en ny landstræner, men forelagt Olafur Stefanssons udtalelser indrømmer han, at han har haft snøren ude efter islændingen, der regnes for en af de bedste spillere i nyere tids håndboldhistorie.

- Jeg kan bekræfte, at jeg havde en snak og et møde med Olafur for efterhånden godt et halvt år siden, hvor vi drøftede, om jobbet som landstræner kunne være interessant for ham. Men han endte så med at sige, at det ikke var noget for ham på det tidspunkt, siger Wilbek og fortsætter:

- Men jeg kan ikke bekræfte, at han havde fået det, hvis han sagde ja. Det er der ingen, der ved, for det er heller ikke noget, jeg alene kan bestemme. Derudover var der også løse snakke med andre navne på det tidspunkt, lyder det fra landstræneren.

Den islandske højre back og tidligere AG København-stjerne, der i øjeblikket høster de sidste økonomiske frugter i Qatar, inden han stopper sin aktive karriere til sommer, fastslår dog, at han er af den klare overbevisning, at han kunne få jobbet som dansk landstræner, hvis han ville have det.

- Jeg tror, at hvis jeg havde sagt ja, så ville han have tilbudt mig jobbet - og så ville det være med start til VM i Spanien (i januar 2013, red.), lyder det fra Stefansson.

Dermed tyder det altså på, at Ulrik Wilbek var klar til at forlade sit job som landstræner i efteråret for udelukkende at koncentrere sig om at være sportschef. Til trods for at hans kontrakt som landstræner først udløber efter EM på hjemmebane i 2014.

I efteråret gav du i din bog og flere interviews udtryk for, at du var så skuffet efter OL-nedturen, at du overvejede at stoppe som landstræner. Derfor kunne man jo godt få den tanke, at du ville have Olafur Stefansson til at overtage holdet før VM, fordi du ville trække dig tilbage?

- Det kunne man godt ja, og det er jo heller ikke 100 procent forkert. Vi overvejede på et tidspunkt, hvornår min afløser skulle findes. Havde Olafur så sagt, at han godt ville have jobbet, hvis han kunne starte i 2013, så kunne det jo godt være en mulighed at lade ham starte som landstræner allerede der. Men det kan også være, at vi kunne have delt holdet i en slutrunde eller to, eller han skulle være min assistent, indtil jeg stoppede. Men det er jo ren spekulation nu, siger den danske landstræner.

Selvom Olafur Stefansson i første omgang har afvist Wilbek, så kunne islændingen sagtens forestille sig at vende tilbage til Danmark i et trænerjob inden for en overskuelig fremtid. Han har været meget begejstret for at bo i landet, ligesom hans håndboldmæssige indtryk af tiden i AGK og et træningssamarbejde sidste efterår omkring det danske U19-landshold har været en stor positiv oplevelse.

- Mit halvandet år i Danmark var noget af den mest lykkelige tid, jeg har haft i min karriere, og jeg vil virkelig overveje at komme tilbage om et år eller to, hvis der er nogen, som kunne bruge min hjælp. I har mange gode spillere på vej, hvoraf jeg har haft æren af at træne nogle af dem i en uge (U19-landsholdet, red.), ligesom I har et fantastisk landshold, siger han.

Ifølge Ulrik Wilbek skal Stefansson dog ikke umiddelbart regne med at være en af landstræner-kandidaterne, efter han allerede har sagt nej en gang.

- Der er jo ikke noget, der er definitivt. Men han er ikke inde i billedet i øjeblikket, siger Wilbek og tilføjer, at jagten på en ny landstræner skrider planmæssigt frem.

- Vi er lige præcis, hvor vi havde håbet på at være. Det går efter planen. Vi er ved at udarbejde en profil, og så tænker vi over, hvem der kunne passe på den. Og så holder vi jobsamtaler i efteråret, siger han.

Dagens Gossip