Aftale om el-biler er på plads

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Et flertal i Folketinget er fredag blevet enige om femårig indfasning af afgifter på el-biler.

Det skriver en række folketingspolitikere på Twitter.

Det betyder, at man vil indfase en gradvis overgang til afgifter af el-bilerne over fem år, således at afgiften indfases med 20, 40, 65 og til sidst 100 procent i 2020.

Enhedslisten og SF er ikke med i aftalen, da partierne ikke mener, at den ikke er "ambitiøs nok".

- Der er stadig behov for at holde hånden under el-bilmarkedet i længere tid, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.

De Radikales Martin Lidegaard beskriver på Twitter aftalen som "ikke perfekt, men langt bedre end alternativet".

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, beskriver det som "en nænsom indfasning, der også tager hensyn til almindelige bilejere".

Liberal Alliance forlod forhandlingerne allerede torsdag med besked om, at partiet ikke kunne stå inde for en aftale, da man ifølge skatteordfører Merete Riisager ikke kunne gå med til, at det skulle blive dyrere at være bilejer.

- Det er ganske velkendt, at vi vil gøre alle biler billigere - uanset om de kører på el, benzin eller diesel. Men vi anerkender også, at en afgiftsfritagelse på el-biler er bedre end ingenting, så længe man ikke sender regningen videre til andre bilejere eller hæver en anden afgift, sagde hun torsdag.

/ritzau/