Aftale på plads: Lægehelikoptere til Skive, Billund og Ringsted

Fremover vil alvorligt syge danskere kunne få hurtig hjælp fra luften. Regeringen og Enhedslisten har lavet en aftale om en landsdækkende helikopterordning, hvor de tre lægehelikoptere placeres i Billund, Skive og Ringsted. Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtig tilfreds med, at vi styrker akutberedskabet med tre døgnbemandede lægehelikoptere. For det betyder, at borgerne, uanset hvor de bor i Danmark, kan få hurtig og kvalificeret lægehjælp på alle tider af døgnet, hvis de har brug for det, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Især placeringen af helikopteren i den nordlige del af Jylland har været debatteret. Regionsformand i Nordjylland, Ulla Astman (S) mente at helikopteren burde få hjemsted i Aars for at dække Nord- og Midtjylland bedst.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen mente dog at helikopteren skulle placeres i Skive, og han er godt tilfreds med den endelige aftale, hvor lægehelikopteren flytter base fra Karup til Skive.

- Skive bliver en god base. Placeringen giver god rækkevidde for akutlægehelikopteren. Fremover kan den nå lidt hurtigere frem til nødstedte i Nordjylland, end den kan i dag. Og i en mindre lufthavn som Skive får helikopteren frie forhold og skal ikke tage det hensyn til sikkerhed og øvrig trafik, som er nødvendigt i en større lufthavn, siger Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse.

Dagens Gossip

Dagens TV