Aftale skærper straf for trusler mod offentligt ansatte

Skrevet af admin

04/05/2016

Mest læste i dag

Regeringen og blå blok er enige om en såkaldt Respektpakke, der blandt andet indfører skærpet straf for vold og trusler mod offentligt ansatte.

Aftalen er faldet på plads på et møde i Justitsministeriet onsdag.

Pakken indeholder tre dele: Respekt for det offentlige rum, respekt for offentligt ansatte og respekt for retsvæsenet, siger justitsminister Søren Pind (V).

- Vi har i lang tid haft den ambition, at man skulle styrke respekten for de offentlige ansatte og trygheden i det offentlige rum. Det var svært at komme igennem med i oppositionstiden, men det tog vi fat på efter valget, da de blå partier kom til.

- Vi skærper straffen for vold og trusler mod vores frontpersonale som sygeplejersker, politifolk og socialrådgivere. Og vi sætter hårdere ind over for de episoder, vi har set med hærværk på Nørrebro og i Vollsmose.

- Her indfører vi kollektivt erstatningsansvar for anstiftere, siger Søren Pind.

Netop denne del af pakken har fået kritik, fordi kollektivt ansvar måske vil kunne afholde folk fra at indkalde og deltage i demonstrationer. Men den indvending afviser Liberal Alliances retsordfører Simon Emil Ammitzbøll:

- Det handler ikke om dem, der indkalder til demonstration. Det handler om, at politiet opløser en demonstration, hvor nogle så vælger ikke at gå hjem, men i stedet lave hærværk. Det er dem, vi vil ramme. Ikke dem, der har indkaldt til demonstrationen.

- Så man kan trygt gå til demonstrationer og fodbold, hvis man opfører sig ordentligt, siger Simon Emil Ammitzbøll.

De offentligt ansatte vil fremover blive beskyttet af en strafferamme på op til otte års fængsel for vold og trusler. Dermed er strafferammen den samme som for voldtægt.

- Det er udmærket, at der er en stor strafferamme for de her ting. Der er brug for en bred strafferamme, og så er det op til domstolene at fastsætte straffene, siger Søren Pind.

Han afviser, at man kan få otte års fængsel for indirekte trusler mod en offentligt ansat på eksempelvis Facebook, selv om det er omfattet af strafferammen.

Skærpede straffe er i det hele taget et centralt element i pakken. Her bliver straffene også sat op for personer, der udebliver fra afsoning af en fængselsstraf.

Det sker, selv om flere undersøgelser har peget på, at strengere straffe ikke virker i forhold til at ændre adfærd.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener dog, at pakken sender et vigtigt signal.

- Det hedder Respektpakke, fordi vi skal passe på, at alle værdier og normer ikke skrider, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/