Aftenforhandlinger om folkeskolen endte i processnak

Ifølge undervisningsordfører for de Konservative, Vivi Kier (K), styrede man ved første møde uden om de store knaster, der ventes at komme på bordet under de forhandlinger om en reform, som den konservative politiker har betegnet som »langt den vigtigste reform, vi kommer til at røre ved i mange år«.

» Vi begyndte ikke på forhandlinger. Det blev mere en snak om proces og hvordan vi tager fat på punkterne i morgen, så det var ikke så langt et møde,« siger Vivi Kier.

Ifølge ordføreren fik de borgerlige politikere svar på nogle spørgsmål, som de havde stillet undervisningsministeren op til mødet, men reelle forhandlinger blev det altså ikke til.

Der venter formentlig en række politiske slag, når partierne og regeringen skal forsøge at nå til enighed om en reform af folkeskolen.

Allerede nu står det klart, at Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti bestemt ikke er tilhængere af regeringens såkaldte helhedsskole, hvor de ældste elever skal gå i skole 37 timer om ugen.

»Jeg ser gerne flere timer, men slet ikke noget, der ligner en heldagsskole. Jeg vil ikke lægge mig fast på noget timetal, for det er vigtigt også at være villig til at indgå et kompromis, men 37 timer er langt over målet,« sagde Vivi Kier inden mødet mandag aften.

Et andet stridspunkt er de aktivitetstimer, som regeringen gerne ser indført. Det skal ifølge regeringen give eleverne en mere afvekslende skoledag, og de skal bruges på blandt andet leg, bevægelse og lektiehjælp. Ifølge de borgerlige skal de imidlertid have et »fagligt mål«.

Dagens Gossip

Dagens TV