Afvist appel sender provokerende Suárez i karantæne

Skrevet af admin

13/01/2016

Dagens topnyheder

Barcelonastjernen Luis Suárez må se sit holds næste to pokalkampe fra tribunen, efter at Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) har afvist Barcelonas appel mod uruguayanerens karantæne.

Suárez blev tildelt to kampe i skammekrogen for at have optrådt provokerende i minutterne efter Barcelonas møde med lokalrivalen Espanyol i 8.-delsfinalen i pokalturneringen i sidste uge.

Ifølge rapporten fra kampens dommer skulle Suárez have opfordret modspillere til slagsmål i spillertunnelen efter sidste fløjt, og sikkerhedspersonale måtte tilkaldes for at skabe orden blandt de ophidsede spillere.

Som begrundelse for afvisningen af appellen skriver fodboldforbundet blandt andet, at Suárez gentog sine provokationer adskillige gange.

Selve kampen blev afviklet i en ophidset atmosfære, hvor Espanyol fik to spillere udvist og tabte 1-4 på Camp Nou.

Med afgørelsen fra fodboldforbundet står det klart, at Luis Suárez ikke er med i returkampen mod Espanyol onsdag aften, ligesom han også må sidde over i klubbens næste pokalkamp.

/ritzau/