Agent gik for vidt: Norkastraf nedsættes til 10 år

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Politiets brug af en civil agent i en stor international narkosag gik for vidt, fastslår Retten i Aarhus onsdag.

Alligevel dømmes to af de tre tiltalte i sagen.

En tysk mand er idømt fængsel i 10 år, mens hans colombianske ven straffes med fængsel i ni år.

De er fundet skyldige i at have forsøgt at indføre 200 kilo kokain til en pris af godt 43 millioner kroner.

Derimod frifindes den tredje tiltalte i sagen, en dansk mand. Han dømmes udelukkende for en revolver og får fængsel i et år.

Det er første sag med en civil agent. Ifølge reglerne må en civil agent kun yde en "yderst beskeden" hjælp, når han deltager i kriminalitet efter aftale med politiet.

Denne regel blev overskredet, fastslår retsformanden, Marianne Svendsen. Hun oplyser også, at politiets overskridelse af loven har haft en formildende effekt på udmålingen af straffen.

Under sagen har anklagerne krævet fængsel i 14 år.

De tre tiltalte i sagen blev anholdt i Aarhus og Stege på Møn 5. december sidste år og har været varetægtsfængslet lige siden.

Aktionen var kulminationen på en langvarig efterforskning udført af det amerikanske narkopoliti DEA og dansk politi.

Det afgørende redskab var en colombiansk mand, der kaldes Maria. Han er betalt meddeler for DEA.

I den colombianske hovedstad, Bogota, fik han i foråret 2013 kontakt med den 30-årige tysker og dennes ven.

Maria er tidligere kriminel og er blevet dømt for hvidvaskning af narkopenge i USA, har han fortalt under retssagen i Aarhus.

I Bogota optrådte han i rollen som repræsentant for guerillabevægelsen Farc, som står på terrorlisterne. Han foregav at kunne skaffe kokain, som kunne sendes til Europa.

Da kontakten mellem Maria og de to mistænkte var blevet solid, arrangerede DEA og dansk politi, at Maria skulle fortsætte forhandlingerne med de to i København.

Derefter gav en dommer det danske politi tilladelse til, at Maria kunne optræde som såkaldt civil agent.

Brug af civile agenter blev indført i 2003 som led i en lovpakke mod rockerkriminalitet. Redegørelser fra Rigsadvokaten har vist, at redskabet kun meget sjældent har været brugt.

Tyskeren, den 30-årige Matthias Sperling, og colombianeren Pedro Aguillon har begge anket dommen til frifindelse i Vestre Landsret.

/ritzau/