Agentur: Farligt radioaktivt materiale stjålet i Mexico

Skrevet af admin

04/12/2013

Mest læste i dag

En lastbil med farligt radioaktivt materiale er blevet stjålet i Mexico, oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien.

Køretøjet var lastet med den radioaktive isotop kobolt 60, der kan være "ekstremt farlig". Materialet bruges til sygdomsbehandling med radioterapi.

- Da lastbilen blev stjålet, var den radioaktive kilde sikkert beskyttet. Men materialet kan være ekstremt farligt for et menneske, hvis det fjernes fra beskyttelsen, eller hvis det beskadiges, hedder det ifølge IAEA.

Lastbilen transporterede stoffet fra et hospital i byen Tijuana til et depot for radioaktivt materialer, da den blev stjålet i Tepojaco tæt ved Mexico City.

IAEA fortæller, at agenturet fik besked om tyveriet, der skete 2. december, fra de nationale atommyndigheder i Mexico.

- De mexicanske myndigheder har indledt en eftersøgning af det radioaktive materiale og har udsendt en pressemeddelelse for at advare, siger IAEA.

Det stjålne materiale kan ikke benyttes til atomvåben, men teoretisk set kan det benyttes i det, der kaldes en "beskidt bombe" - en bombe der spreder radioaktivt materiale over et større område.

/ritzau/AFP