AGF-angriber: Vores offensiv bliver endnu bedre

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

I Viborg har de Thomas Dalgaard, i Randers huserer Ronnie Schwartz og i FC Midtjylland er det Morten 'Duncan' Rasmussen, der i denne sæson har haft mål i støvlerne.

Men i AGF har de i en lang periode savnet en bomber-type.

Søndag eftermiddag viste den tidligere landsholdsangriber Søren Larsen dog prøver på sit målinstinkt med en kasse og flot spil, da AGF slog Viborg. Og i forrige runde kom angrebskollega Jesper Lange på tavlen i sejren over Esbjerg.

Og ifølge Søren Larsen kan fodbolddanmark godt have høje forventninger til AGF's i øjeblikket foretrukne angrebsduo.

- Nu har vi spillet og trænet sammen i tre måneder og har selvfølgelig lært hinanden bedre at kende. Jeg tror ikke, at vi har set det bedste fra os endnu. Vi bliver kun bedre sammen, siger Søren Larsen.

De er to noget forskellige typer, men det er en fordel, mener Larsen.

- Jeg kan godt lide at trække ned i banen og modtage bolden, og jeg ved, at når jeg trækker ud på kanten, så rykker Lange ind i boksen.

- På den måde synes jeg, at vi supplerer hinanden godt og har vores forskellige kompetencer, siger Søren Larsen, der også mener, at begge angribere er med til at levere en stor defensiv indsats.

Tidligere i sæsonen har AGF-træner Peter Sørensen spillet med bare én decideret angriber, men i de seneste Superliga-opgør er aarhusianerne startet med to mand på toppen.

- Jeg har egentlig hele tiden gerne villet spille med to deciderede angribere, men der er mange faktorer, der spiller ind.

- Og når jeg har valgt i perioder ikke at gøre det, så har det sine forklaringer, siger Peter Sørensen, der dog erklærer sig yderst tilfreds med angriberduoens præstation i søndagens sejr over Viborg.

- De leverede en eksemplarisk præstation. Både defensivt og offensivt, lyder roserne fra Peter Sørensen.

Søren Larsen har tegnet sig for fire scoringer i denne sæson, hvor Jesper Lange har nettet to gange.

De to angribere får mulighed for at forbedre den sæsontotal, når AGF på søndag møder Brøndby på udebane.

/ritzau/