AGF-assistent overtager roret i Silkeborg

Superliga-nedrykkerne fra Silkeborg har ansat Jesper Sørensen som ny træner på en toårig kontrakt.

Jesper Sørensen kommer fra et job som assistenttræner i AGF, og han afløser Viggo Jensen, som efter planen takkede af, da sæsonen sluttede i mandags.

- Det er de færreste trænere i Danmark forundt at få en mulighed som denne. Det er en stor og spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til.

- Jeg har store ambitioner med min trænergerning, og jeg ser et cheftrænerjob i en klub som Silkeborg som et naturligt skridt i min udvikling, siger 39-årige Jesper Sørensen til AGF's hjemmeside.

I Silkeborg, der sluttede som nummer 12 og sidst i Superligaen, er man glade for at have fået fat i Jesper Sørensen.

Til Silkeborgs hjemmeside siger klubbens sportschef Peder Knudsen:

- Vi er meget glade for den aftale, det er lykkedes os at lave med Jesper. Han er et af landets største trænertalenter, og han har høstet erfaring på højeste niveau som assistenttræner i AGF i de seneste fire år.

- Han vil tilføre vores trup en frisk tilgang til måden at spille fodbold på og kommer til Silkeborg med helt ny energi. Det får vi brug for i vores målrettede indsats for at vende hurtigt tilbage til Superligaen.

Jesper Sørensen får Anders Gerber som sin assistent, og den nye cheftræner glæder sig til at komme i gang.

- Klubben har gennem flere årtier i topfodbold udviklet en sund fodboldkultur med et aktivt og målrettet talentmiljø, økonomien er sund, og klubben er placeret i en by, der bakker entydigt op om sit hold.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med opgaverne, siger Jesper Sørensen.

/ritzau/

 

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip