AGF-direktør: Tæt liga tiltrækker tilskuere i Aarhus

Skrevet af admin

25/10/2013

Mest læste i dag

AGF har haft en særdeles svingende sæsonstart, og Superligaen har generelt budt på mange overraskende resultater.

Det har medvirket til, at næsten alle har slået alle, og at ligaen er meget jævnbyrdig. Og det har AGF haft gavn af - vurderet på antallet af tilskuere til holdets hjemmekampe.

I gennemsnit har der været 9407 tilskuere til AGF's seks hjemmekampe i denne sæson. Det er en forbedring i forhold til sidste sæson, hvor der i gennemsnit var 8043 tilskuere til hjemmekampene.

Fremgangen på lægterne glæder AGF-direktør Jan Christensen.

- Superligaen er usædvanlig tæt og uforudsigelig i år. I den nuværende stilling er der blot tre point op til en andenplads og tre point ned til en nedrykningsplads.

- Dette har haft en positiv og afsmittende effekt på både vores og Superligaens tv- og tilskuertal, hvor vi i AGF har næsten 10.000 tilskuere i gennemsnit til vores kampe, siger Jan Christensen i en pressemeddelelse.

Selskabet bag fodboldklubben, Aarhus Elite, offentliggjorde fredag en periodemeddelelse for tredje kvartal, og her er der ikke de store ændringer.

- Overordnet er resultatet i perioden på niveau med forventningerne, skriver selskabet.

Aarhus Elite forventer dermed stadig et underskud på mellem fem og ni millioner for regnskabsåret 2012/13. Året før lød underskuddet på 15,3 millioner kroner.

Den samlede omsætning er trods de pæne tilskuertal faldet i forhold til samme periode sidste år, og det skyldes blandt andet færre tv-penge og en hjemmekamp mindre i perioden.

- Jeg noterer mig, at vi i et vanskeligt marked i første kvartal fortsat er i stand til at øge sponsoromsætningen.

- Det vidner om, at det kommercielle og sportslige produkt, som vi udbyder, er interessant og attraktivt for flere og flere lokale og nationale sponsorer.

- Driften af NRGi Park & Arena er fortsat en udfordring. Men jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til, at det vil lykkes at få økonomien i denne del af forretningen i balance på sigt.

- Det er fortsat en stor udfordring af drive en sportsvirksomhed som Aarhus Elite, men vi føler fortsat, at vi er på rette vej - både økonomisk og sportsligt, lyder det fra AGF-direktøren.

/ritzau/