AGF erkender 'pivringe' indsats

- Vi var pivringe. De får nogle alt for lette mål, og vi er slet ikke klar. Vi spillede en virkelig dårlig første halvleg, siger holdets midtbanepisker Casper Sloth til TV3 Sport1, der ellers spillede en hæderlig kamp.

Efter 90 dramatiske minutter med både selvmål og rødt kort kunne de midtjyske ulve drage hjem til heden med en 2-0 sejr. Sejren kom i hus efter to svage forsvarsindsatser i AGF-forsvaret. Casper Sloth kunne efter kampen blot spørge sig selv, hvorfor holdet, på trods af en lang sommerpause, ikke var klar til sæsonpremieren.

- Hvis jeg havde svaret, havde jeg sagt det. Det er heller ikke godt nok, nu har vi trænet så lang tid op mod det her, og så leverer vi sådan en gang pis. Det er ikke godt nok, understreger Casper Sloth. 

Med nederlaget fortsætter AGF en katastrofal stime i kalenderåret 2013, hvor det kun er blevet til tre sejre i Superligaen. Casper Sloth havde da også svært ved at skjule sin skuffelse ovenpå endnu et nederlag.

- Det er aldrig sjovt, at starte med et nederlag. Vi ville gerne være kommet godt i gang. Det er trods alt sjovere at ligge foran i stedet for at starte med at kæmpe længere nede. Nu har vi kun spillet en enkelt kamp, så vi skal stadig tage det roligt, men det er bare ikke godt nok, siger Casper Sloth til TV3 Sport1

Dagens Gossip