AGF floppede hjemme mod oprykkere

AGF kom ned på jorden igen efter deres vilde 6-3 sejr over OB inden landsholdspausen, da aarhusanerne mødte oprykkerne Viborg.

I en kamp som AGF dominerede i både spil og chancer, tabte 'de hvide' med en enkelt pind til midtjyderne. AGF kom da også bedst fra start, da Osama Akharraz snød to Viborg spillere og kom alene med målmand Michal Peskovic, men Akharraz sendte bolden lige i hovedet på Peskovic, som fik afværget chancen.

I stedet for var det Viborg, som kom på tavlen da Babajide Ogunbiyi gjorde det til 1-0 efter 20 minutters spil.

AGF pressede kampen igennem for en udligning, men målet kom aldrig, og i stedet var Viborg faktisk tættere på en 2-0-føring, da Superliga-topscorer Thomas Dalgaard var millimeter fra at putte bolden i kassen, men måtte se sit forsøg reddet på stregen.

Viborg spillede sig ikke frem til mange chancer, men var stærke både defensivt og på de få chancer, de havde, og dermed kunne de sætte yderligere tre point ind på kontoen.

Med nederlaget forbliver AGF på tredjepladsen, mens oprykkerne fra Viborg rykker op på en flot fjerdeplads.

Dagens Gossip