AGF går og smålurer på Krøldrup

Efter seks år i italienske Fiorentina skrev han sidste sommer kontrakt med Pescara. Den kontrakt er udløbet, og Per Krøldrup, der har 33 landskampe på CVet, er interessant for AGF.

- Det er ikke tanken nu og her at skrive kontrakt med ham, men man kan ikke lade være med at stå og lure lidt på ham, når han træner med. Man kender godt situationen i AGF; lige pludselig kommer der nogle skader ud af det blå, og så står man i en vanskelig situation. Så er det rart nok at se én, der trods alt har spillet på det niveau, som han har, siger Brian Steen Nielsen, sportschef i AGF.

- Jeg så ham træne i dag, og han var ikke helt rusten, tilføjer Brian Steen Nielsen.

Krøldrup har tidligere holdt formen ved lige i Aarhus Fremad, men får nu muligheden for at pudse formen af i AGF. Aftalen er kommet i stand gennem Martin Jørgensen, der har været holdkammerat med Per Krøldrup.

- Der er ikke sat nogen slutdato på, så nu får han mulighed for at spille sig selv lidt i form. Med al respekt for Aarhus Fremad, som jeg rigtig godt kan lide, er det forhåbentlig lidt højere niveau at træne på i AGF, siger Brian Steen Nielsen.

Midterforsvaret i AGF er pt. besat af Petri Pasanen, Anders Kure, Jens Jønsson og Arthur Sorin.

Dagens Gossip