AGF genansætter EM-helt - nu i talentafdelingen

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Det er kun godt to måneder siden, EM-helten Flemming Povlsen stoppede som angrebstræner for AGF's førstehold, da jobbet ikke kunne forenes med hans forpligtelser som kommentator og ekspert på tv.

Men nu har den aarhusianske klub så ansat Povlsen igen. Titlen er stadig angrebstræner, men nu er det for de unge spillere i talentafdelingen.

- Der findes jo ikke noget skønnere end at være på træningsbanen en flot solskinsdag som i dag og hjælpe til med, at unge, ambitiøse fodboldspillere udvikler sig i den rigtige retning, siger Flemming Povlsen til agf.dk.

- Det er et drømmescenarie for mig at lave det her sammen med mit tv-job.

Han får en vigtig rolle i forhold til at klæde de unge spillere på, så de får en lettere vej til førsteholdet i klubben.

- Det gælder for AGF som for alle andre klubber om at prøve at skabe noget nedefra, der kan komme ind og være en del af førsteholdstruppen. Vi skal gerne have nogle offensive talenter til at slå igennem, og det glæder jeg mig til at bidrage til, lyder det fra Povlsen.

Som spiller blev Flemming Povlsen selv udklækket i AGF og nåede derudover at tørne ud for Real Madrids andethold (Castilla, red.), FC Köln, PSV Eindhoven og Borussia Dortmund.

Og så var han en stor del af det danske landshold, der i 1992 sikrede EM-triumfen i Sverige.

/ritzau/