AGF henter Randers sportsdirektør til klubben

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Peter Christiansen fortsætter sin karriere i AGF. Manden, der hidtil har været sportsdirektør hos AGF's lokalrivaler fra Randers FC, skal dog indtage en anden rolle hos aarhusianerne. Han skal nemlig være chefscout.

Sportschef Jens T. Andersson er begejstret over, at det er lykkedes at tiltrække Peter Christiansen til AGF, der i sidste uge ansatte sidste sæsons mestertræner, Glen Riddersholm.

- Vi har været på udkig efter en dygtig og hårdtarbejdende chefscout, som har vist, at han kan spotte de rette spillere, og som også bringer en stor viden med sig om de forskellige markeder, siger Jens Andersson i en pressemeddelelse.

- Det lever "PC" til fulde op til. Han har lavet flere gode handler i Randers FC, og hans indsigt i og netværk til spillere, klubber og agenter vil give et markant løft til scouting-området i AGF, siger Jens Andersson.

Efter en aktiv karriere i blandt andet Vejle Boldklub, FC København og Randers FC blev Peter Christiansen i 2008 udnævnt til chefscout i Randers FC.

I 2013 forfremmede den østjyske Superligaklub ham til sportschef. Den post bestred han frem til udgangen af efterårssæsonen, hvor han valgte at sige op.

- Siden jeg sagde op i Randers, har jeg fået henvendelser fra flere interesserede klubber, men AGF's tilbud var med det samme ét, jeg gerne ville høre mere om.

- Jeg glæder mig til, i tæt samarbejde med Jens, Glen og resten af trænerstaben, at være med til at finde de spillere, der i årene fremover skal tegne AGF's hold og indfri klubbens sportslige og økonomiske målsætninger, siger Peter Christiansen.

Peter Christiansen starter i sit nye job i AGF 1. marts 2016.

AGF ligger nummer ni, mens Superligaen er på vinterferie.

/ritzau/