AGF må slide for pokalsejr over sekundahold

Helt som ventet er AGF klar til kvartfinalen i DBU Pokalen, men superligaholdet måtte kæmpe hårdt for at slå hul på danmarksserieholdet Rishøj, der først bøjede sig i kampens sidste fjerdedel og tabte 0-3.

Der skulle et tordenbrag fra backen Dino Mikanovic til for at skaffe forløsningen for et efterhånden halvfrustreret AGF-hold, der havde løbet panden mod en mur i 67 minutter.

Kort efter scorede Morten Nordstrand på sin første boldberøring få sekunder efter at være blevet skiftet ind, og dermed var den sidste tvivl om AGF'ernes indtog i kvartfinalen elimineret.

Fire dage efter nederlaget til Hobro var der dog ikke megen spillemæssig opmuntring at hente for Morten Wieghorsts tropper, der længe havde det enormt svært.

Rishøj lod sig ikke uden videre lokke ud af hullerne, og storfavoritterne fra Aarhus havde alverdens problemer med at kreere noget fornuftigt.

Meget passende var første halvlegs farligste forsøg et kikset indlæg fra Aleksandar Cavric, der boblede ned på overliggeren bag Rishøj-målmand Christian Emil Petersen.

Det udviklede sig derfor til noget af en tålmodighedsprøve for AGF's tilhængere i Tingbjerg Idrætspark, som Rishøj i dagens anledning havde lånt af Brønshøj.

Der skulle gå mere end en time, før gæsterne skabte sin første åbne målchance, da Kim Aabech brændte for tomt mål.

Men Aabechs store mulighed varslede, at kræfterne hos det undertippede hjemmehold var ved at slippe op, og da Mikanovic kort efter scorede til 1-0, var trængslerne forbi.

Kim Aabech lavede det tredje mål direkte på frispark i kampens sidste minut.

/ritzau/

Dagens Gossip