AGF præsenterer ventet millionunderskud

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Aarhus Elite A/S, selskabet bag fodboldklubben AGF, præsenterede mandag et halvårsregnskab, der viste et ventet underskud i millionklassen.

6,9 millioner kroner har selskabet i underskud i andet halvår af 2014, hvilket er utilfredsstillende, men i overensstemmelse med forventningerne.

Det skriver Aarhus Elite i en fondsbørsmeddelelse.

- Vi følger den plan, vi har lagt efter nedrykningen, og vi er på rette kurs, siger administrerende direktør, Jacob Nielsen.

- Men vi har dog stadigvæk et stort og udfordrende arbejde foran os, inden vi er i mål, siger han.

AGF rykkede sidste sommer ud af Superligaen for tredje gang på otte år, og det har påvirket halvårsregnskabet kraftigt i negativ retning.

Aarhus Elite fastholder forventningerne om, at det samlede regnskabsår vil ende med et underskud på mellem 24-27 millioner kroner.

Selskabet har en egenkapital på 54,2 millioner kroner. Det skyldes primært, at Aarhus Elite sidste år gennemførte en aktieemission, der indbragte selskabet 52,7 millioner kroner.

- Med den gennemførte emission har vi fået skabt et solidt økonomisk fundament, der gør os i stand til via hårdt arbejde at indfri vores sportslige målsætninger, siger Jacob Nielsen.

Efter nedrykningen er selskabets samlede omsætning faldet til 36,4 millioner kroner fra 51,1 millioner kroner i samme periode året før.

Nedrykningen har påvirket indtjeningen fra tv, sponsorer samt entré og salg i forbindelse med AGF's kampe.

AGF ligger på tredjepladsen i den næstbedste række før forårets kampe.

Klubben har 31 point for 18 kampe, hvilket er seks point færre end Lyngby og Viborg, der sidder på de to oprykningspladser til Superligaen.

/ritzau/