AGF-profil: Vi er gode nok til top-seks

Skrevet af admin

30/05/2016

Dagens topnyheder

AGF sluttede søndag sæsonen af i Telia Parken med et 1-2-nederlag til FC København. Dermed endte aarhusianerne på tiendepladsen i Alka Superligaen efter en sæson, der bød på trænerfyring.

Fra tiendepladsen har AGF ti point op til top-seks, som i næste sæsons struktur er kravet, hvis man vil være med til at spille, hvor det er sjovt.

Ifølge AGF's midtbaneprofil Jens Jønsson, så er det realistisk at forbedre sig i næste sæson, og hullet på de 10 point kan lukkes.

- Det tror jeg helt sikkert, at vi kan. Vi sluttede sæsonen af på en gode måde, og vi har vist en ballast og et fundament, som vi kan bygge videre på.

- Formår vi at gøre det, kan vi helt sikkert komme i top-seks i næste sæson, men det er lettere sagt end gjort. Det ved vi godt. Der er stadig lang vej og meget hårdt arbejde foran os, siger Jønsson.

Glen Riddersholm vil ikke sætte top-seks som en officiel målsætning for holdet i næste sæson, men den ambitiøse cheftræner går efter det.

- Jeg tror, det er det, som alle klubberne arbejder hen imod. Det er uambitiøst andet. Men tiden må vise, om vi så også er gode nok til at lukke det hul, som der er op nu.

- Vi kommer til at sige goddag til nogle nye spillere, som forhåbentligt kan være med til at hæve overliggeren og vores niveau, siger Riddersholm og tilføjer om udviklingen siden januar, hvor han tiltrådte:

- Som kollektiv er vi nået langt, og vi opnåede vores målsætning om at etablere os i ligaen, og der er mange positive tegn på alle de spillemæssige parametre, som vi satte os for at forbedre.

- Kollektivet fungerer, og vi er godt på vej, men vi savner lidt individuel kvalitet på holdet, siger Riddersholm.

AGF har indtil videre hentet den 23-årige serbiske målmand Aleksandar Jovanovic til den kommende sæson.

/ritzau/