AGF sætter støtteaktier til salg til nyt stadion i 2020

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

AGF vil have et nyt, moderne fodboldstadion klar senest i sommeren 2020.

Sådan lyder det fra fodboldklubben i en pressemeddelelse, hvor man samtidig gør klart, at man starter salg af støtteaktier til projektet.

- Drømmen vil AGF nu - med hjælp fra resten af byen - gøre til virkelighed, står der i pressemeddelelsen.

- Fra flere sider har klubben de seneste måneder fået et hav af positive tilkendegivelser. Det gælder både fra fans, investorer og politikere, der alle mener, at Aarhus fortjener et rigtigt fodboldstadion, skriver klubben.

Efter pokalfinalen i en udsolgt Parken mod FC København med mange tusinde AGF-fans på lægterne har der været debat omkring stadion i Aarhus.

Flere har tilkendegivet, at man mener, AGF skal have et bedre stadion, og klubben er enig.

- Den holdning deler vi, og derfor har vi sat os det mål, at Aarhus inden sommeren 2020 skal have et nyt fodboldstadion, der er tidssvarende, skriver klubben.

- Et fodboldstadion, hvor tilskuerne sidder tæt på banen, hvor komforten er i højsædet, og hvor vejr og vind ikke spiller en rolle for oplevelsen.

Der er en løbebane omkring AGF's nuværende stadion, Ceres Park, hvor der er plads til cirka 20.000 tilskuere.

Klubben gør det også klart i pressemeddelelsen, at projektet med et nyt stadion kun kan realiseres, hvis erhvervslivet og kommunen bidrager økonomisk, mens fansene bakker op med køb af støttebeviser.

- Vores mål er 10.000 (solgte støttebeviser a 100 kroner, red.) inden for det første år, for vi tror på, at den folkelige opbakning til et nyt fodboldstadion, som hele Aarhus kan være stolt af, er stor, skriver klubben.

Placeringen af et nyt stadion ligger ikke fast, men AGF gør det klart, at man gerne ser, at det kommer til at ligge for enden af Stadion Allé i Aarhus, hvor den nuværende hjemmebane er beliggende.

/ritzau/