AGF skuffer med nyt pointtab på hjemmebane

Skrevet af admin

19/10/2014

Dagens topnyheder

Den ambitiøse 1. divisionsklub AGF har fortsat store problemer med at vinde på hjemmebanen i Aarhus.

Søndag eftermiddag måtte holdet nøjes med 0-0 i kampen mod Vendsyssel.

I syv hjemmekampe i denne sæson har AGF blot formået at vinde en enkelt gang, og på den måde har holdet svært ved at sætte sig på en af de to oprykningspladser til Superligaen, hvilket er det altoverskyggende mål.

AGF kunne dog have fortjent bedre end blot et point. Holdet var i kontrol i det meste af kampen, og hjemmeholdet pressede intenst i slutningen af kampen.

Holdet spillede sig til flere store chancer i anden halvleg efter en lidt chancefattig første halvleg. Men Vendsyssel holdt stand og fik det ønskede point med hjem fra kampen.

Dermed ligger Vendsyssel fortsat nummer tre med 21 point, mens netop AGF følger lige efter med 19 point. I toppen har Viborg og Lyngby lagt afstand - begge med 27 point.

De to tophold har dog spillet en kamp mere end AGF og Vendsyssel.

AC Horsens ligger på femtepladen med 18 point. I søndagens anden kamp vandt holdet på hjemmebane 3-1 over bundholdet AB.

Den nigerianske angriber Jude Nworuh blev afgørende, da han vekslede 1-1 til 3-1 efter pausen. Inden denne havde Sonni Nattestad bragt hjemmeholdet tidligt på 1-0, mens Andreas Baes Jensen udlignede.

/ritzau/