AGF-sportschef: Vi leder stadig efter forstærkninger

Skrevet af admin

29/08/2015

Mest læste i dag

I AGF er man fortsat på udkig efter forstærkninger til truppen, inden transfervinduet lukker i næste uge, fortæller AGF's sportschef, Jens Andersson.

- Jeg har hele tiden sagt, at vi er på udkig efter spillere, som vi kan tilknytte, inden måneden er omme. Det er heller ingen hemmelighed, at vi har kig på nogle spillere, men der er ikke noget konkret endnu, siger Jens Andersson.

I dette transfervindue har man allerede hentet flere spillere, heriblandt Elmar Bjarnason, Ahmed Yasin og Josip Elez. Generelt har man forstærket sig på kanterne og i defensiven, og det har fået rygterne om en ny angriber til at florere.

- Jeg vil ikke kommentere, om vi er i færd med at tilknytte en angriber. Vi kigger hele tiden efter spillere, der kan forstærke truppen, og hvis det ender med at blive en angriber, så er det fint.

- Nu må vi se, hvad der sker hen over weekenden, og så kan vi vurdere, hvordan det hele ser ud på mandag.

AGF-træner Morten Wieghorst fortæller dog, at man i løbet af sommeren har været på udkig efter en angriber, og at det ikke er en hemmelighed, at det er position, hvor man gerne vil forstærke sig.

- Det er rigtigt, at vi også leder på angrebspositionen. Vi vil gerne have en målscorer, selvom jeg synes, at de angribere, vi har, allerede har vist, at de kan lave mål, siger Morten Wieghorst.

Om der allerede er aftaler på plads, ved Wieghorst ikke noget om, men han vurderer, at det er sandsynligt, at man kan præsentere en eller flere spillere inden længe.

- Jeg ved ikke noget endnu, da jeg har haft fokus på kampen. Men det kan sagtens være, at der er noget på plads. Jeg ved i hvert fald, at de (Jens Andersson og Jacob Nielsen, red.) har haft nogle meget travle dage her på det sidste.

Eventuelle handler skal være faldet på plads inden for de næste par dage, da det danske transfervindue smækker i mandag 31. august ved midnat.

/ritzau/