AGF taber til Viborg og får skidt optakt til pokalfinale

AGF fik fredag aften en dårlig optakt til pokalfinalen mod FC København, der bliver spillet torsdag den 5. maj i København.

Den aarhusianske fodboldklub tabte 1-2 hjemme til Viborg, der spillede sig op på ottendepladsen i Alka Superligaen med 34 point for 27 kampe.

AGF roder fortsat rundt som nummer 11 og næstsidst med 26 point.

Klubben og cheftræner Glen Riddersholm har fortsat den første sejr i foråret til gode i Superligaen.

AGF kan prise sig lykkelig over, at ligaen bliver udvidet til 14 hold i næste sæson, så kun ét hold rykker ud efter denne sæson.

AGF spillede en skidt første halvleg mod Viborg, der kom foran efter 18 minutter.

Serge Deble modtog en diagonalaflevering i venstre side, og han løftede den smart over AGF-målmand Steffen Rasmussen.

Ti minutter efter pausen foretog Glen Riddersholm en dobbeltudskiftning, der blandt andre sendte Stephan Petersen på banen.

Han havde kun været på banen i kort tid, da han forærede bolden til gæsterne, og få sekunder senere havde Jeppe Curth med en klinisk afslutning gjort stillingen til 2-0.

Så virkede det omsider som om, at AGF-spillerne vågnede op, og holdet begyndte at komme bedre med i kampen.

Der var AGF-appeller om et straffespark, da bolden blev sendt op på en Viborg-spillers arm, men der blev ikke dømt straffespark.

Reduceringen kom 13 minutter før tid, da den netop indskiftede Jesper Lange leverede kampens detalje.

Fra en position lige uden for straffesparksfeltet helflugtede den tidligere Esbjerg-angriber bolden utageligt i mål med et dykkende skud.

Kampen eksploderede nu, og der var store chancer i begge ender, men ind ville bolden ikke.

/ritzau/

Dagens Gossip