AGF-træner: Pokalfinale vil være et mirakel

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

AGF har i de kommende uger muligheden for at spille sig i sin første pokalfinale siden 1996.

Først skal aarhusianerne dog slå AaB ud over to kampe. Første kamp spilles på onsdag i Aalborg, og ifølge AGF-træner Glen Riddersholm er de bolsjestribede fra Aalborg favoritter til at gå videre.

- Vi er totalt underdogs. Vi møder et mesterskabshold fra sæsonen 2013-2014, som ikke har ændret sig ret meget, siger Glen Riddersholm.

AGF-træneren vil endda gå så vidt som til at kalde det et mirakel, hvis hans mandskab kommer i finalen.

- Klarer vi den, så er det et mirakel, men så skal vi være skarpere og dygtigere, end vi har været tidligere i foråret. Det er de små ting, der afgør fodboldkampe, og der er vi ikke dygtige nok i øjeblikket, siger Glen Riddersholm.

Pokalsucces vil være en gave til byen og klubbens tilhængere, der har haft nogle svingende år med flere nedrykninger.

- Vi håber at kunne give Aarhus og de trofaste fans en kæmpe oplevelse. AGF's fans har om nogen gået igennem flere års pinsler. Vi håber på at kunne give dem en gave, siger Glen Riddersholm.

AGF's svenske midterforsvarer Niklas Backman forventer en helt anden kamp end lørdagens uafgjorte møde med Sønderjyske.

- Det bliver en helt anden kamp. Vi ved, at AaB er et rigtig godt hold, men det bliver helt fantastisk. Du har to chancer i pokalen, og vi skal være klar til begge, siger Niklas Backman.

Niklas Backman vil naturligvis gerne vinde pokalen, da det betyder meget for hele Aarhus.

- Det er en titel, og den vil vi gerne have. Det vil betyde meget for klubben og fansene, siger Niklas Backman.

Kampen fløjtes op klokken 18 onsdag i Aalborg.

/ritzau/