AGF-træner: Vi er inde i en hård periode

Skrevet af admin

08/12/2013

Dagens topnyheder

AGF sluttede søndag aften en sløv efterårssæson af med at tabe 0-3 på udebane til førerholdet FC Midtjylland.

Cheftræner Peter Sørensen er meget skuffet, og han erkender, at hans mandskab er nede i en gevaldig bølgedal.

- Vi er ramt på selvtilliden i øjeblikket. Det er for længe siden, vi har ramt vores bedste niveau.

- Da Stephan Petersen tabte bolden, og de scorede til 1-0, gjorde det selvfølgelig ondt - ikke kun på Stephan, men på et hold, der er i en hård periode, siger Peter Sørensen.

På trods af enkelte opløftende kampe i løbet af efteråret, må de trofaste aarhusianske fodboldfans alligevel gå ind til vinterpausen med et par grimme kampe på nethinden efter henholdsvis 1-4 mod OB og 0-3 mod FCM.

"Trøjen forpligter i AGF". Sådan sang de medrejsende AGF-supportere i Herning søndag aften. Peter Sørensen forstår skuffelsen og mener, at pausen falder på godt tidspunkt for AGF.

- Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er skuffende. Men vi er bevidste om, at der er faser i spillet, der er for dårlige. Vi har mange, der halter i øjeblikket. Vi er slidte for tiden, så pausen bekommer os vel. Så kan vi få tid til at træne, siger Peter Sørensen.

Efter tre indkasserede mål i første halvleg, lykkedes det trods alt for AGF-spillerne at få sat en prop i hullet i anden halvleg, hvilket lunede en smule for Peter Sørensen på en ellers kold 2. søndag i advent.

- Den gode historie er, at vi formåede at komme ind til anden halvleg og slukke branden. Den dårlige er selvfølgelig, at der overhovedet kom en brand, og at vi slet ikke var i stand til at matche Midtjylland, siger Peter Sørensen.

Fodboldklubben fra Aarhus overvintrer på rækkens ottendeplads, medmindre Viborg napper alle tre point mod AaB mandag aften. AGF tager i forårets første runde imod FC København hjemme i Aarhus.

/ritzau/