AGF-træner ville aflyse kampen

Hvis det stod til AGF-træner Peter Sørensen, så var superligakampen mellem AaB og AGF mandag aften blevet aflyst på grund af for meget sne på banen.

- Det ville blive tilfældigheder og meget uskøn spil. Men jeg accepterede det, og når vi nu skulle spille, så kunne vi lige så godt tage os sammen, siger Peter Sørensen.

- Vi spillede solidt og kompakt og tog de muligheder, som bød sig. Det var vi bedre til end AaB.

- Jeg sagde til spillerne, at det ville blive hårdt og en spillemæssig udfordring og frem for alt en mental test. Den bestod vi meget flot, siger Peter Sørensen.

Cheftræneren fremhæver ikke mindst Kasper Povlsen på AGF's midtbane og mener, at han var en af AGF's bedste.

- Det var outstanding, det han lavede. Han løb formentlig mest, lavede meget få fejl og dem, han lavede, fik han rettet. Han brød et hav af bolde, siger Peter Sørensen.

Kasper Povlsen vil dog selv helst fokusere på holdets indsats i stedet for sig selv.

- Selvom det var en svær bane, så spillede vi faktisk pænt og var effektive. Det var os, som tacklede forholdene bedst. Vi fungerede godt som et hold. Vi gjorde hinanden gode, siger Kasper Povlsen.

- Vi havde snakket om før kampen, at vejret ikke skulle være nogen hindring for os. Alle var 100 procent klar. Vejret var vi nødt til at acceptere, siger Kasper Povlsen.

- Jeg kan altid lide at spille fodbold, uanset om det er snevejr eller stormvejr.

/ritzau/

Dagens Gossip