AGF trimmer truppen og siger farvel til syv spillere

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

AGF er i fuld gang med at trimme truppen til den kommende sæson i Alka Superligaen, og i forbindelse med sæsonens sidste kamp i 1. division siger klubben farvel til syv spillere.

Det drejer sig om Kasper Povlsen, Arthur Sorin, David Cortés, Marcus Solberg, Darnel Situ, Andreas Laudrup og David Devdariani, der af forskellige årsager stopper i klubben, når deres nuværende aftaler udløber med udgangen af juni.

- De har alle været en vigtig del af truppen og bidraget til, at vi har opnået vores mål for sæsonen. Der er forskellige forhold, der gør, at vi tager afsked med dem, nu hvor deres kontrakter udløber.

- Nogle har været meget skadet, mens andre har valgt at søge nye udfordringer, siger AGF-træner Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside.

Mens eksempelvis Kasper Povlsen skifter til Hobro, har flere andre kæmpet med skader, og Andreas Laudrup stoppede tidligere på foråret karrieren.

- Det er trist, at Andreas Laudrup i så tidlig en alder har været nødt til at indstille sin karriere. Darnel Situ har også kæmpet meget med skader. Arthur Sorin har ikke spillet så meget i foråret.

- Kasper Povlsen og Marcus Solberg har valgt at søge nye udfordringer, og endelig er der desværre ingen anden udvej for David Devdariani end at stoppe.

- Han har været hårdt ramt af skader og har ikke været i stand til at spille i min tid som træner.

- Alle syv skal anerkendes for at være en del af det, vi har opnået, og på klubbens vegne vil jeg gerne takke for deres engagement, lyder det fra Wieghorst.

Med de syv afgange er der et stort hul, der i de kommende uger skal fyldes ud i AGF-truppen.

- Vi er godt i gang med at se på, hvordan vi skal blande kortene til næste sæson. Det er et arbejde, der har stået på de seneste måneder, og det giver naturligvis nogle muligheder og et solidt råderum med de syv afgange.

- Det er vores ambition at have truppen til den kommende sæson i Superligaen på plads så hurtigt som muligt, men modsat vil vi heller ikke forhaste os. Det vigtigste er, at det er de rigtige spillere, vi får til AGF, siger sportschef Jens Andersson.

Det ligger allerede fast, at Daniel A. Pedersen er ny spiller i AGF-trøjen efter sommerferien. Han indgik i januar en treårig aftale med virkning fra juli.

/ritzau/