Agger: Burde have nået flere slutrunder med landsholdet

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Den nu forhenværende fodboldspiller og landsholdsanfører Daniel Agger ærgrer sig stadigvæk over, at fodboldlandsholdet kun nåede at deltage i to slutrunder, mens han var en del af landsholdet.

Fire missede kvalifikationer vil altid fylde lidt i en landsholdskarriere, han ellers har nydt på alle andre områder, siger han.

- Jeg kan kigge tilbage på min landsholdskarriere med et smil, men der har selvfølgelig også været momenter, hvor det har været skuffende.

- Der har været nogle slutrunder, som vi ikke nåede til, og det vil altid irritere mig. Det vil altid være lidt negativt i alt det positive, siger Agger og udpeger to missede kvalifikationer som de værste:

- Det er den her slutrunde (EM i Frankrig, der begynder fredag), og så er det den i 2006, hvor vi også havde en chance. Det er de to, som stikker ud.

- Den her slutrunde burde vi have været med til. Det er endnu værre, når man står her og er færdig og synes, at man burde have spillet et EM.

- Der må man også bare kigge på sig selv, og holdet må kigge indad og sige, at vi bare ikke var gode nok i de afgørende kampe. Det er sådan, det er, selv om man selvfølgelig godt kan være ærgerlig, siger Daniel Agger.

Landsholdet har siden 2005 været med til at udvikle ham til en vinder.

- Landsholdet har heldigvis givet mig mange gode oplevelser. Bare det at komme ind omkring landsholdet dengang med de typer, der var dengang, det var stort på og uden for banen.

- Der var Thomas Helveg, Thomas Gravesen, Jesper Grønkjær. Der var også Niclas Jensen, Claus Jensen og Thomas Sørensen. Det var virkelig nogle vindertyper, som tog fra og ville vinde noget. De havde den helt rigtige indstilling. Det kan man ikke andet end lære af, siger Daniel Agger.

Han debuterede 2. juni 2005 og spillede i alt 75 landskampe. Flere af dem med anførerbindet om armen.

- Jeg er vokset med det her hold, og det har været en fantastisk rejse til, hvor jeg står i dag med det danske anførerbind på armen. Det havde jeg ikke turde håbe på, da jeg løb herude (i Hvidovre). Det er der ikke særlig mange, som opnår, siger Agger.

Landstræner Åge Hareide havde gerne set Agger fortsætte i rødt og hvidt, men Agger er overbevist om, at nordmanden sagtens kan finde fuldgode erstatninger og opnå store ting med det danske landshold.

- Det er kvalitetsspillere, som kommer op nu. De spiller rundt omkring i Europa, og de ved godt, hvad det handler om.

- Det handler for Åge om at få dem fastlåst på det system, som han gerne vil spille og få dem trænet i det. Og så er kvaliteten så høj, at det hold nok skal opnå noget.

- Jannik Vestergaard spillede her de sidste par kampe, og han er fysisk stærk og en dygtig fodboldspiller samtidig, så det ser positivt ud, siger Daniel Agger.

Daniel Aggers sidste landskamp var 29. marts i år, hvor han var indblandet i det mål, som gjorde, at Skotland vandt 1-0 over Danmark i Glasgow.

/ritzau/