Agger får aftale i Brøndby frem til 2016

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Daniel Agger vender tilbage til Brøndby.

Den 29-årige landsholdsanfører har indgået en toårig aftale med Brøndby, som han forlod i januar 2006 til fordel for den engelske Premier League-klub Liverpool.

Superligaklubben har længe tilkendegivet, at man var interesseret i at hente Agger tilbage i folden.

Agger var i sidste sæson inde og ude af Liverpools start-ellever, og da klubben tidligere på sommeren forstærkede sig med midtstopperen Dejan Lovren, opstod der spekulationer omkring danskerens fremtid i klubben.

Selv om Daniel Agger kunne have valgt at blive i Liverpool på en lukrativ kontrakt, så trak det i ham at vende hjem. Heller et skifte til en større klub trak i ham.

- Jeg har nogle særlige følelser for denne klub, og for mig betyder det mere end penge og andre materielle ting.

- Jeg kunne sikkert godt have fået en kontrakt med en større klub og tjent flere penge, men det er ikke vigtigt for mig. Jeg ønsker at være glad for det, jeg laver, og samtidig føle, at jeg gør en forskel, dér hvor jeg er, siger Daniel Agger til Brøndbys hjemmeside.

- Siden jeg forlod Brøndby i 2005, har jeg altid drømt om en dag at vende tilbage og spille i den gule trøje igen. Det er helt fantastisk, at det nu går i opfyldelse.

Liverpool-manager Brendan Rodgers, der i sidste sæson gjorde Agger til viceanfører, takker danskeren for hans indsats i klubben.

- Vi har diskuteret Daniels fremtid sammen med ham, og jeg ved, at han er nået frem til denne beslutning efter at have gransket dybt i sig selv.

- Vi mødte Brøndby forud for sæsonen, og vi så, hvor højt han bliver værdsat, og jeg forstår godt, at han gerne vil tilbage, siger Rodgers til Liverpools hjemmeside.

Daniel Agger er ikke en del af Brøndbys trup til søndagens opgør i Superligaen mod FC Nordsjælland. Det ventes, at Agger kan få comeback den 14. september mod Randers FC.

/ritzau/