Agger forventer fire uger på sidelinjen

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Det kommer efter alt at dømme til at koste Daniel Agger omkring fire ugers pause, at han fik en lægskade mod slutningen af Liverpools pokalkamp mod Oldham i søndags.

Den danske landsholdskaptajn er blevet skannet og undersøgt af Liverpools lægestab, og mens klubben endnu er tilbageholdende med at sætte en tidshorisont på Aggers comeback, er danskeren selv en smule mere meddelsom.

Til Jyllands-Posten siger han, at han regner med at være ude i omkring fire uger.

- Jeg har haft nogle problemer med læggen, og det var det, som blev værre, men nu må vi se, hvor skidt det står til. Jeg har svært ved at sige, hvor skidt det står til, men det virker ikke til at være vildt godt, siger Daniel Agger.

Han er i denne sæson kommet på hårdt arbejde for at forsvare sin stamplads i Liverpools midterforsvar, hvor han især presses af det franske nyindløb Mamadou Sakho.

Men også Sakho har været skadet, og blandt andet derfor var Agger i startopstillingen tre gange på syv dage hen over nytårsperioden.

Danskeren vurderer selv, at det måske har været lige i overkanten.

Liverpool fortsætter søndag eftermiddag jagten på en topplacering i Premier League, når holdet uden den danske viceanfører gæster Stoke City.

/ritzau/