Agger og Liverpool snød Okore og Helenius

Jores Okore og Daniel Agger spillede med fra start i hver sit forsvar i lørdagens sene kamp i Premier League mellem Aston Villa og Liverpool, mens Nicklas Helenius fik debut for Aston Villa i anden halvleg efter at være begyndt opgøret på bænken.

Det blev dog Liverpools Daniel Agger, som kunne se tilbage på dansker-mødet med størst glæde, da han og Liverpool fik sæsonens anden sejr med slutcifrene 1-0. Og dermed har holdet nu maksimumpoint efter to kampe i Premier League.

Liverpool startede opgøret stærkt og satte hurtigt hjemmeholdet under pres. Og det pres udmøntede sig i en flot scoring til udeholdet efter 21 minutters spil i første halvleg.

Her var det Liverpools engelske angriber Daniel Sturridge, der på overlegen vis driblede tværs gennem Aston Villas forsvar og til sidst sendte bolden i mål bag målmanden og Jores Okore, som var søgt helt ind på Aston Villas mållinje.

Målet var angriberens anden sæsonscoring, og der tegner sig et billede af, at det er Daniel Sturridge, mange af Liverpools mål skal komme fra, hvis Luis Suarez ender med at forlade klubben i transfervinduet.

Hos Aston Villa var Jores Okore et par gange tæt på at komme frem til en hovedstødschance i forbindelse med hjemmeholdets hjørnespark. Men danskeren nåede akkurat ikke op til bolden.

Den danske landsholdsspiller spillede generelt en stabil kamp i Aston Villas forsvar, og det lader til, at Jores Okore allerede nu er ved at vænne sig til det høje tempo i Premier League.

Efter pausen var det så Daniel Agger, der steg til vejrs efter et indlæg i Aston Villas målfelt. Men her ramlede danskeren sammen med hjemmeholdets målmand Brad Guzan, og Daniel Agger blev efterfølgende slynget hårdt mod græsset.

Det så først slemt ud med danskeren, som blev liggende efter sammenstødet. Men heldigvis kom han på benene igen og kunne fortsætte kampen.

Med små ti minutter tilbage af opgøret gav Aston Villa så Premier League-debut til danske Nicklas Helenius efter angriberens sommerskifte til den engelske klub fra AaB i Superligaen.

Kort efter var Nicklas Helenius så tæt på at levere en målgivende aflevering, da han headede bolden tilrette for holdkammeraten Benteke, men belgierens afslutning blev reddet af Mignolet i Liverpool-målet.

Selvom Aston Villa pressede på mod kampens slutning, holdt Liverpool hjemmeholdet fra at score, og dermed led Aston Villa holdets andet nederlag på en uge.

Dagens Gossip

Dagens TV