Agger på toppen down under

Et fravær der har været investering værd, siger den danske stopper til Liverpools hjemmeside.

- Jeg fik nogle indsprøjtninger og behandling af min ryg, og den efterfølgende måned var hård, men det blev bedre derefter. Nu kan jeg virkelig mærke fordelene ved den behandling, siger han.

- Vi er i gang med træning frem mod sæsonen, og det er en hård omgang, som det er hver eneste sommer med masser af løb, men det er løb med bold, så det gør det lidt bedre at komme igennem.

Liverpools spillertrup er netop ankommet til Australien i forbindelse med holdets træningslejr i Asien og Oceanien. Efter en vild fan-modtagelse i Indonesien, har australierne ’down under ikke holdt sig tilbage med tusindvis af fans, der tog imod i lufthavnen og over alt i byen i Melbourne. Det er første gang i klubbens over 100 år lange historie, at Liverpool gæster Australien, og det er ikke gået stille af sig.

- Det overrasker mig ikke. Liverpool er så stor en klub, at uanset hvor vi kommer hen på kloden, så er der masser af fans.

Aussierne overalt

Liverpool kan forvente opbakning lige til historiebøgerne. I morgen aften møder Liverpool det lokale Melbourne Victory-hold i en træningskamp, og det sker på Melbourne Cricket Ground med forventede 95.000 tilskuere på plads.

Hjemme i England er opbakningen knap så voldsom - i hvert fald på iagttagersiden. Forsvarsmakkerparret Martin Skrtel og Daniel Agger får følgende skudsmål af Liverpool-legenden Robbie Fowler.

- De er ikke dårlige spillere. De fungerer bare ikke sammen. Der er ingen af dem, der indtager rollen som den dominerende i forsvaret, og vi så i sidste sæson, at forsvaret først fik en leder, da Jamie Carragher kom ind på holdet, fordi hverken Agger eller Skrtel påtager sig den opgave, siger han i radioprogrammet 5Times.

- Liverpool bør købe mindst en central forsvarsspiller af høj kvalitet, lyder dommen fra Robbie Fowler, der finder fælles fodslag med Jamie Redknapp.

Drop Agger

I en klumme på sky Sports hjemmeside opfordrer den tidligere midtbanespiller klubben til at få Daniel Agger erstattet.

- Forsvaret er enormt udsat. Daniel Agger viste sine defensive svagheder i sidste sæson, og man er nødt til at købe et rigtigt stærkt forsvar. Skrtel og Agger ligner ikke en stærk duo i mine øjne, og jeg tror ikke, at man kan være tryg ved dem næste sæson, lyder dommen.

Men down under er Daniel Agger på toppen.

Dagens Gossip

Dagens TV