Agger på uvant plads: Jeg gjorde hvad jeg kunne

Skrevet af admin

29/12/2013

Dagens topnyheder

Selv om han var med i startopstillingen igen for Liverpool - endda som anfører - så lignede Daniel Agger ikke udpræget en tilfreds mand efter søndagens opgør mod Chelsea.

Det skyldtes nok først og fremmest, at han netop havde tabt 1-2. Men man fornemmede også, at han ikke var specielt tilfreds med at skulle spille venstre back.

Selv om landsholdsspilleren tidligere har prøvet at blive flyttet væk fra midterforsvaret og ud på venstrekanten, så føler han sig bedre tilpas centralt.

- Venstre back er ikke min yndlingsposition, men når man får chancen, skal man gribe den.

- Jeg var overrasket over at skulle spille der. Men man skal være klar til det, og det var jeg, siger Agger til Viasat Sport.

Han ærgrer sig over nederlaget, men danskeren erkender, at Chelsea vandt på større bredde.

- De har mange gode spillere, og det er svært at lukke ned for det.

Spørgsmålet er, om der er mere spilletid i vente for Agger - måske også i det centrale forsvar.

Holdkammeraten Mamadou Sakho udgik med en skade i baglåret i slutningen af kampen. Franskmandens uheld kan bane vejen for Daniel Agger, der dog ikke vil spekulere for meget.

- Sådan er det jo i fodbold, men det er ikke noget, jeg tænker på. Det er manageren, der bestemmer, hvad der skal ske, siger han til tv-stationen.

/ritzau/