Agger tilbage hos Liverpool i Suarez-målshow

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Liverpool snuppede lørdag eftermiddag en stensikker 4-0-sejr på hjemmebane over Fulham i den engelske Premier League. Og det var med Daniel Agger tilbage blandt de 11 udvalgte.

Daniel Agger havde ikke været med i startopstillingen for Liverpool siden 21. september, og senest den danske landsholdsanfører fik spilletid var som indskifter mod Crystal Palace 5. oktober.

Liverpools manager Brendan Rodgers har i de seneste mange kampe spillet med Kolo Touré, Martin Skrtel og Mamadou Sakho i det centrale forsvar, mens Daniel Agger er blevet bænket.

Rodgers måtte lørdag se bort fra Kolo Touré, og det gav Daniel Agger pladsen, mens Mamadou Sakho måtte tage plads på bænken. Martin Skrtel spillede ved siden af Daniel Agger i forsvaret.

Det var en succesrig konstellation, da Martin Skrtel også fik krydret indsatsen med en scoring til 2-0 efter 26 minutter. Forinden havde Fulhams Fernando Amorebieta lavet selvmål.

Herefter bød kampen på et lille målshow af Liverpools stjerneangriber Luis Suarez, som 10 minutter før pausen udnyttede en perfekt stikning af Jordan Henderson til at gøre det til 3-0.

Efter pausen fortsatte Luis Suarez med at imponere, og han øgede til 4-0, da Steven Gerrard fandt uruguayaneren efter endnu en Fulham-fejl.

Liverpool har med sejren 23 point efter 11 kampe og er placeret på en andenplads. Arsenal fører Premier League med 25 point og møder søndag Manchester United på udebane.

/ritzau/