Agger ubekymret for sin Liverpool-fremtid trods bænkplads

Den danske landholdsanfører har ikke spillet meget for Liverpool de seneste uger, men det får ikke Daniel Agger til at frygte for sin plads på holdet.

Det siger han til BT før den vigtigt landskamp mod Italien fredag:

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg spillede de tre første kampe fra start, og har så haft lidt problemer med skader den seneste måned, men jeg kender mig selv og min krop, og jeg ved, at jeg får problemer en gang imellem. Det skete så nu, men jeg frygter ikke for min plads på holdet. Slet ikke.

Den nyudnævnte viceanfører i Liverpool er efter en stærk start på sæsonen røget på bænken. Skader har drillet danskeren, men i weekendens Premier League-opgør mod Crystal Palace var Agger tilbage. Alligevel startede han på bænken. I stedet var den nyindkøbte franskmand Mamadou Sakho igen foretrukket fra start.

- De andre har gjort det godt, og det er fedt, at der er konkurrence. Hvis vi skal være med i toppen af Premier League, skal der være konkurrence på alle pladser. Jeg har været her i otte år nu, og jeg ved, hvordan det er i en klub som Liverpool.

I Aggers fravær har de røde fortsat den flotte sæsonstart, og klubben ligger inden landsholdspausen på en delt førsteplads i Premier League. Det er en stor kontrast til den seneste sæson, hvor Agger og holdkammeraterne konstant var et skridt efter toppen.

- Den start, vi har fået på sæsonen, har været en fornøjelse. Bare se, hvor vi ligger. Men vi ved også, at de andre hold nok skal give os konkurrence om top fire. Premier League er en ekstrem hård liga, hvor alle kan slå alle. Vi skal blive ved med at tage en kamp ad gangen, siger Agger, der nyder sin nye rolle som viceanfører i klubben.

- Det er en stor oplevelse at være viceanfører i en så stor klub som Liverpool. Det er der ikke mange, der får lov at prøve. Jeg er glad for det ansvar, jeg har fået.

Landsholdet har efter 11 måneder uden Nicklas Bendtner nu igen fået selskab af den farverige angriber. Og det er noget, der glæder Agger før den afgørende VM-kvalifikationskamp i Parken på fredag mod gruppens suveræne førerhold, Italien, der allerede er kvalificeret til VM-slutrunden i Brasilien næste år:

- Det er godt at se ham igen. Det er klart, at en spiller med Bendtners kvaliteter altid kan bidrage på holdet. Vi har ikke så mange angribere at vælge imellem, så han er en vigtig spiller at få med igen. Bendtner kan score mål, og det skal vi bruge imod Italien, lyder det fra landsholdsanføreren.

Dagens Gossip