Agger: Vi skal hanke op i os selv og tage initiativet

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Det danske fodboldlandshold skal tage initiativet og styre spillet fra begyndelsen af kampen mod Sverige tirsdag aften i Parken.

Kun på den måde kan Danmark vende lørdagens 1-2-nederlag til samlet sejr og skaffe en billet til næste sommers EM-slutrunde i Frankrig, mener landsholdsanfører Daniel Agger.

- Vi skal hanke op i os selv. Hvis vi overlader spillet til Sverige, så har det ingen betydning, hvor vi spiller.

- Vi skal ind og tage fat i det fra start. Det kan gøre dem trætte. Og det er den måde, vi gerne vil spille på, siger Agger.

Han henviser til slutningen af lørdagens kamp i Sverige, hvor danskerne dominerede ved at kombinere hurtigt og få bolden ud på kanterne.

- Vi flyttede bolden fra side til side, og det er det, der er vigtigt mod sådan et hold. Vi skal flytte bolden hurtigt og komme over kanterne. Det gav os et stort overtag.

- Vi skal have det spil i gang noget før. 20 minutter er ikke nok mod dem. Det skal være i hele kampen og fra starten af. Vi skal vise, at vi vil tage initiativet. Ellers fortjener vi heller ikke at gå videre, mener Agger.

Sverige kan med et uafgjort resultat i Parken vinde samlet, og det giver modstanderen en fordel, erkender Brøndby-stopperen.

- Lige nu har Sverige fordelen ved at have vundet den første kamp. Vigtigt for os var det at få det udebanemål, som betyder så meget. Det er ikke et helt tosset udgangspunkt, vi har skabt os.

- Det giver os gode forudsætninger, men når det er sagt, så kræver det, at vi rammer vores niveau i mere end 20 minutter, pointerer Agger.

Kampen går i gang tirsdag klokken 20.45.

/ritzau/