To Agüero-mål sender City på sejrskurs mod CSKA

Skrevet af admin

23/10/2013

Mest læste i dag

Da puljesammensætningen til denne sæsons Champions League lå klar, var der næppe mange, der forventede andet, end at Manchester City og Bayern München ville gå videre fra gruppe D.

Efter englændernes 2-1-udesejr over CSKA Moskva onsdag aften tyder alt da også på, at det er sådan, det ender, og så må russerne slås med puljens sidste hold, Viktoria Plzen, om trøstpræmien i form af en billet til Europa League.

Med sejren bringer City sig nemlig tre point foran CSKA Moskva, som de nu møder på hjemmebane om to uger, hvor englænderne med en ny sejr kan tage et afgørende skridt mod 1/8-finalerne.

Kampen i Moskva understregede, at City er det bedste af de to hold, selv om gæsterne kortvarigt var rystede, da CSKA bragte sig foran efter en halv time.

Det var Zoran Tosic med en fortid hos Citys lokalrivaler Manchester United, der lavede målet, men gæsterne kan først og fremmest takke sig selv og det amatøragtige forsvarsspil, der blev disket op med, for at de kom i problemer.

Målet kom i stand efter den klassiske skabelon, som englænderne selv kalder "route one": En lang, høj bold blev forlænget med hovedet til den fremstormende Tosic, der kunne tippe den over Joe Hart.

Men hverken Javi Garcia eller Matija Nastasic så for heldige ud i den situation eller i kampen i øvrigt. Garcia var svag i hovedstødsduellen mod Keisuke Honda, og forsvarsmakker Nastasic var fejlplaceret med adskillige meter.

Til alt held for manager Manuel Pellegrini kunne han mønstre et noget mere veloplagt angreb, hvor særligt Sergio Agüero var svær at håndtere for hjemmeholdet.

Det var da også argentineren, der vendte slaget umiddelbart efter med to kvikke scoringer. Den sidste træffer blev kreeret af angrebsmakkeren Alvaro Negredo, der med en lusket ydersideaflevering fuldstændig tog fusen på russerne.

CSKA-træneren Leonid Slutsky fik jaget sine defensivt indstillede tropper længere frem efter pausen i håb om en udligning, og Honda fik den gyldne chance i dommerens overtid, men missede fra få meters afstand.

/ritzau/